Rytmisk Musik København (RMK) råder over 10 øvelokaler og et kontor under jorden i Hovedstadens Beredskabs bunkeranlæg i Fælledparken og på Vesterbro. RMK drives i tæt samarbejde med Beredskabet og Københavns Kommune. Bunkerne er formet som igloer og er ca. 33 m2 store med ca. 2,5m til loftet. Gennemtænkte løsninger med akustisk dæmpning, automatisk udluftning, affugtere og varme i lokalerne sikrer, at der er god lyd og et tørt og behageligt indklima, som gør det forsvarligt for medlemmer og musikudstyr at være i lokalerne.
Øvelokalerne benyttes døgnet rundt og deles i fællesskab af bands og solister.
Takket være støtte fra Københavns Kommune betaler aktive medlemmer kr. 200,00 pr. måned for at øve, samt et årskontingent på kr. 200,00.
Udstyr i øvelokalet:
Alle øvelokaler er udstyret med PA-anlæg til fælles brug for medlemmerne. I 8 af lokalerne benytter medlemmerne deres egne instrumenter. To lokaler er indrettet til baggearslokale med trommer, basforstærker, stagepiano, to guitarforstærkere, sanganlæg, et akustisk klaver og diverse stativer. Her kan man altså øve uden at have sit eget udstyr, pånær guitar, bas, mikrofoner og sine trommestikker.
Det er eftertragtet at øve i RMK, hvorfor vi har en venteliste, du kan opskrive dig på her.